Hoteldirektørs kontor blev politiets opholdssted
I forvejen var der fyldt godt op hos Billund Airport Hotel, hvor kun få værelser var ledige.
Lørdag blev en noget anderledes dag, end de havde forventet. Det fortæller hoteldirektør for Billund Airport Hotel, Martin Ebmark, der var ude at løbe, da han læste om bombetruslen i nyhederne.
- Jeg tænkte, hvad gør vi lige, for der var nok en del børnefamilier, og folk der frøs – så jeg ringede til ledergruppen og bad dem holde buffeten åben.
Og det blev et attraktivt tilbud for de rejsende i lufthavnen, som det meste af dagen måtte væbne sig med tålmodighed i total uvished.
For efter et opslag på Facebook, hvor hotellet skrev, at der var gratis kaffe og 400 pladser i morgenmadsområdet, strømmede folk til.
- Min umiddelbare tanke var, at det var en, der bare havde en skør tanke (red. den 30-årige mand, der fremsatte bombetruslen). Så som udgangspunkt var det, at vi holdt hurtigt åbent, og så kaldte vi personale ind. Så sendte vi det ud til medierne, at vi åbnede – og jeg regnede bare med 30-40 stykker i en halv time, fortæller Martin Ebmark.
Det viste sig dog, at Billund Lufthavn var lukket ned i 10 timer - og derfor blev der kørt en palle vand ind, fitnessområdet blev ryddet til fordel for opholdende gæster, og flere værelser blev åbnet, så der var yderligere mulighed for toiletbesøg.
- Vi brugte en del af den mad, vi skulle bruge søndag, så vi sendte personale ned i det lokale supermarked for at hente ekstra mad for 5000 kroner.
Direktørens kontor blev en del af aktionen
Det var ikke kun frustrerede rejsende, der gjorde brug af Billund Airport Hotel.
Også politiet og beredskabet, som i løbet af dagen fyldte et stort område i lufthaven, kontaktede hotellet.
- Politiet rykkede ind i mit kontor som en slags kommandocentral, hvor de låste af. De var der hele dagen, så jeg tror, at de ledede aktionen derfra. De fik også gratis kaffe og nogle basser at varme sig på.
Ifølge hoteldirektør Martin Ebmark rykkede politiet ind på det ellers aflåste kontor omkring klokken 11, hvor også Sydøstjyllands politiinspektør Michael Weiss var at finde.
Nu er driften i Billund Lufthavn tæt på normalen igen, hvor Billund Airport Hotel dagen derpå kigger ind i en stor rengøring af hotellet. Men det tænker de slet ikke på.
- Det var en hård, men sjov dag. I dag har vi også fået mange mails fra gæster, der er meget positive omkring oplevelsen.
Og selvom dagen tærede på kræfterne hos det akut indkaldte personale, så var der plads til en lille afrunding om aftenen.
- Vi spiste sushi og drak bobler for at fejre den gode oplevelse og den fælles indsats. Så mødes vi i starten af næste uge og evaluerer, fortæller hoteldirektør Martin Ebmark.