75-årig klemt ihjel under en græsslåmaskine
En arbejdsulykke ved Billund har søndag kostet en mand livet. Hans pårørende er underrettet.
En 75-årig mand har søndag formiddag mistet livet i en arbejdsulykke ved Erhvervspark Vandel ved Billund.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.
Manden blev fundet under en stor græsslåmaskine på et græsareal i det lukkede område tæt ved Søndre Ringvej.
- Han har foretaget noget reparation af græsslåmaskinen, som så er rullet ind over ham og har klemt ham ihjel, siger politiets vagtchef Jørn Bystrup til JydskeVestkysten.
Det var en ansat i erhvervsparken, der klokken 10.29 slog alarm efter fundet af den 75-årige.
Arbejdstilsynet tilkaldt
Som altid ved alvorlige arbejdsulykker er Arbejdstilsynet tilkaldt for at undersøge, hvordan ulykken kunne ske, og om alle regler i forbindelse med arbejdet er overholdt.
De pårørende er blevet underrettet.