50 midlertidige pas udstedt i weekenden i Billund Lufthavn
Politiet udsteder 50 midlertidige pas i lufthavn i Billund Lufthavn.
Nogle danske turister på vej til udlandet har fået en mildest talt kaotisk start på ferien.
Politiet oplever nemlig i sommerferieperioden, at flere rejsende har brug for at få udstedt et midlertidigt pas med kort varsel inden afrejse.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Alene i weekenden blev der i Billund Lufthavn udstedt 50 midlertidige pas.
Det sker, enten fordi passet er udløbet, eller at nogle lande kræver, at passet er gyldigt i 150 dage ud over rejsens varighed. Det svarer til fem ekstra måneder.
Det gælder blandt andet for det populære ferieland Tyrkiet.
Hvis man opdager, at passet ikke er gyldigt, mens man står i lufthavnen, kan politiet nogle gange hjælpe med et midlertidigt pas.
Men det er altså ikke ensbetydende med, at man kan nå sin flyafgang, fordi der er risiko for ventetid.
Derfor opfordrer politiet rejsende til at undersøge passets gyldighed og reglerne i det land, de skal rejse til.
- Hvert enkelt pas tager tid at lave, og man risikerer ikke at kunne nå sit fly, hvis man står i sidste øjeblik uden et gyldigt pas, siger Arno Rindahl Petersen, der er vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi.
Den klare opfordring fra Billund lyder, at rejsende bør checke ind hjemmefra, møde op i god tid og altså sikre passets gyldighed i forhold til den specifikke destination.