Sexbutik-ejer optimistisk på trods af, at man nu kan købe sin vibrator i Bilka
Indehaver af sexshoppen Dark Rose i Esbjerg tror på, at større udvalg og bedre rådgivning kan være med til at holde på kunderne, selvom Bilka, Føtex og Netto nu også sælger sexlegetøj.
Den seksuelle frigørelse er kommet langt - nu så langt, at man fra i dag kan finde vibratorer og penisringe på hylderne i helt almindelige supermarkeder som Bilka, Føtex og Netto.
Salling Group, som er koncernen bag de ovennævnte butikker, har udvidet forretningerne med med 45 varer i kategorien sexlegetøj.
Og selvom den beslutning ved første øjekast kan virke som en voldsomt øget konkurrence for de specialbutikker, som specialiserer sig i sexlegetøj, så er det ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man spørger indehaveren af sexshoppen Dark Rose i Esbjerg.
- Det skræmmer mig ikke rigtig. De kommer til at have et meget lille udvalg, og så vil rådgivningen være bedre i en shop som min, hvor vi har mange års erfaring, siger Torben Knudsen og fortsætter:
- Jeg tvivler på, at en 17-årig ungarbejder kan rådgive kunderne om den type produkter.
Sexlegetøj er blevet allemandseje
Torben Knudsen åbnede sin første sexshop i Holstebro i 2001, og sidenhen har han udvidet firmaet med forretninger i Vejle, Svendborg og Esbjerg.
- Der er sket meget, det er blevet meget mere mainstream, og særligt efter Fifty Shades of Grey udkom, gik det helt amok, hvor gud og hver mand skulle have legetøj, fortæller han.
Den oplevelse bakkes op af de nyeste tal. Ifølge en undersøgelse fra 2024 har hver dansker i gennemsnit fem stykker sexlegetøj liggende derhjemme.
Og det er netop den øgede efterspørgsel, man forsøger at imødekomme ved at sætte sexlegetøj på hylderne i Bilka.
- Vi ser det som en mulighed og en trend i markedet. Vi tror på, at tiden er moden til, at vores kunder kan se, at de her varer kan være gode ting for dem, siger varehuschef i Bilka i Esbjerg, Henrik Vilebæk Jensen.
Har I fået solgt noget?
- Ikke endnu, men det er jo også meget nyt. Indtil videre har der kun været positive tilbagemeldinger fra kunderne, vi har ikke haft nogen endnu, som har følt sig stødt af det.
Stemningen var da også overvejende positiv blandt de kunder, som TV SYD mødte i butikken.
- Hvorfor ikke? Der findes så mange andre ting på hylderne, som cigaretter og alkohol, så hvorfor ikke også sexlegetøj, siger Alex Tiesch fra Lübeck i Tyskland.
- Egentlig syntes jeg ikke, at det var så passende, når man risikerer at eksponere børn for det, men nu hvor jeg har set dem, så synes jeg ikke, at der er noget galt i det, siger Claus Hansen fra Esbjerg, og han er ikke den eneste, for hvem udseendet er afgørende.
- Det er helt i orden. Det er en fin indpakning, og det ser anstændigt ud, men man skal nok lige passe på, at det ikke havner i køkkenafdelingen og bliver forvekslet med en stavblender, siger Tanja Tiesch, der også er fra Lübeck, og griner.
Supermarkeder kan give flere kunder i sexshoppen
Sexlegetøj har i årevis været lettilgængeligt for alle at købe på nettet, hvilket er en medvirkende årsag til, at Torben Knudsen har ro i maven over, at der fortsat vil være behov for specialbutikker som hans.
Faktisk ser han en mulighed for, at det ligefrem kan give flere kunder i hans butik, at Bilka og de andre supermarkeder er trådt ind på markedet.
- Måske køber Hr. og Fru Danmark deres første vibrator i Bilka og finder ud af, at det er sjovt. Så vil de formentlig have andre og flere ting, som de ikke har i Bilka, og så kommer de forhåbentlig til mig, siger Torben Knudsen.
61-årig sendte 800 ansøgninger uden at få job - Her er tre gode råd til jobsøgende seniorer
61-årige Bjarne Gylling Andersen fra Gredstedbro har gennem seks år gjort sig 791 forsøg på at få job - uden held. Spørger man konsulentfirmaet Ballisager er der flere ting, man som senior bør undgå at gøre i sin jobansøgningsproces.
Selvom vi i Danmark har høj beskæftigelse, så oplever flere af de erfarne jobansøgere, at arbejdsgiverne ikke er lige så tilbøjelige til at ansætte dem.
Mens det ikke er til at vide, om de reelt er valgt fra på grund af deres alder, så er det den følelse, som de står med. En af dem er Bjarne Gylling Andersen fra Gredstedbro, som har fortalt sin historie til TV SYD.
Han fik sin uddannelse som jordbrugsteknolog for seks år siden og har siden da mere end 791 forsøg på at finde job på samvittigheden. De fleste af dem har været ansøgninger til opslåede stillinger. Derudover har der været kaffemøder eller uopfordrede ansøgninger.
Hos konsulentfirmaet Ballisager har man længe haft fokus på seniorer på arbejdsmarkedet. Morten Ballisager, der er direktør i konsulentfirmaet Ballisager, giver i listen herunder en række gode råd til, hvad man som senior skal være opmærksom på, når man skriver en jobansøgning.
- Når vi taler om det, taler vi enormt generelt. Der er selvfølgelig mange store afvigelser inden for gruppen, men der er nogle røde tråde, siger han.
Tre gode råd til seniorers jobansøgning
Fokusér på din motivation for jobbet fremfor din erfaring
- De kan være meget fokuserede på at spille den trumf, der hedder erfaringer. Det forstår jeg godt, for som senior er det jo en af de trumfer man har, og så spiller man den hårdt.
- Problemet med erfaringer er, at det kan ret hurtigt glide over i at lyde som tilstrækkelig klog. Når det glider over i de nuancer, så synes arbejdsgiver, at det matcher dårligt med deres ønske om, at man er optaget af at udvikle sig, siger Morten Ballisager, der påpeger, at man også bør vise, at man er optaget af at udvikle sig.
Brug de sociale medier
- Seniorerne er nok lidt fastlåste i en jobsøgningsproces, som ligner noget, vi mest gjorde i nullerne. Altså det her med at respondere på opslag, som er på Jobindex, og måske ikke kravle så meget uden om den proces. I virkeligheden sker der i dag meget på LinkedIn og mange andre steder, og der er seniorerne lidt mindre med på den nye jobsøgningsstil. Så i virkeligheden skal jobstrategien opgraderes en smule, siger Morten Ballisager.
Vær fleksibel med lønnen
- Seniorer har ry for at være løntunge. Vi har et system, der lønmæssigt belønner for de år, man har på bagen. Man stiger stille og roligt i løn, når man er ude på arbejdspladserne. Så kommer der et punkt, hvor lønnen er blevet på et niveau, hvor erfaringerne ikke svarer til lønforventningerne. Derfor får seniorerne prædikatet om, at de er lidt løntunge og mere løntunge end arbejdsgiverne vil betale for, siger Morten Ballisager, der har en opfordring til seniorerne:
- Prøv, at være fleksibel omkring de lønønsker, I har, så I ikke bliver puttet ned i en kasse om, at I nok har oparbejdet løn som arbejdsgiveren ikke rigtig kan leve op til.