Tog stormfloden rotter med sig?
Det vrimler med rotter i flere af de Syd- og Sønderjyske kommuner, men ikke i samme grad i Aabenraa. Her mener de, at stormfloden sidste år kan være årsagen.
Det gik ikke ubemærket hen i de sydøstjyske byer, at vandet den 20. oktober 2023 blandt andet steg intet mindre end 216 cm over daglig vande i Aabenraa, hvor det i nabokommunerne var 214 cm i Haderslev og 210 i Sønderborg.
Vi tror, at stormfloden har udslettet et par generationer af rotter
Jon Kjær Jensen, teamleder i Miljø, herunder skadedyrsbekæmpelse, i Aabenraa Kommune
Det var på mange måder en dyr affære for kommuner og borgere. Men nu viser det sig, at det også kan have været dyrt for rotterne i Aabenraa.
- Vi tror, at stormfloden har udslettet et par generationer af rotter. De rotter, der har opholdt sig i tørre rør er enten blevet presset op eller er døde af det. Dermed vil der være rotteyngel, som ikke har overlevet den store mængde vand, der kom, siger Jon Kjær Jensen, der er teamleder i Miljø, herunder skadedyrsbekæmpelse, i Aabenraa Kommune.
Gætværk
I øjeblikket har kommunen modtaget 1.010 anmeldelser på rotter. Det er dog uden årets sidste to måneder i statistikken. I 2023 lå antallet af anmeldelser på 1.696.
Så mange rotter er anmeldt i Aabenraa gennem tiden
År | Antal anmeldelser |
2018 | 2024 |
2019 | 2062 |
2020 | 2973 |
2021 | 1697 |
2022 | 1610 |
2023 | 1696 |
2024 indtil 28.10.2024 | 1010 |
Hvorvidt faldet i antal sete og dermed anmeldte rotter præcis skyldes stormfloden, det har de i kommunen svært ved at dokumentere.
- Det er rent gætværk. Men vi har ellers svært ved at forklare, hvorfor der skulle være færre i år end tidligere år. Så det er vores bedste gæt. Det går også godt i spænd med, at vi lige efter stormfloden oplevede færre rotter i kommunen.
Det kan stadig være, at teorien gælder i Aabenraa. Men i nabokommunen Sønderborg, hvor de også var ramt af stormfloden, oplever de ikke et faldende antal rotter. De har derimod oplevet en stigning, som de betegner som voldsom.
- Vi synes tværtimod, at vandet har presset rotterne ud af deres huler og op i folks haver og huse. Det varme vejr, fuglefodring og kloakproblemer hjælper heller ikke på situationen, fortæller Lisa Nielsen, der er miljømedarbejder i Sønderborg Kommune.
I kommunen har oktober budt på 179 flere anmeldelser og november har indtil nu givet 129 flere anmeldelser. I begge måneder er det en stigning på cirka en tredjedel.
Det vrimler længere nordpå
Kolding Kommune slap en del lettere, hvad angår skaderne og konsekvenserne af stormfloden. Men det har så måske fået konsekvensen, at de nu har oplevet en stor stigning i antallet af rotteanmeldelser.
Det sidste halve år har kommunen set en stigning på 80 procent i forhold til samme periode året før.
Også i Vejle Kommune er der flere rotter. I oktober måned fik de 440 anmeldelser, hvor det sidste år kun var 236 anmeldelser.
I Aabenraa glæder de sig over det faldende antal rotter, men de har dog ingen forventning om, at tendensen rækker mange år ud i fremtiden.
- Vi forventer, at antallet kommer op i det såkaldte normale leje igen. Når rørene ikke længere er fyldt af vand, så kan rotterne komme tilbage, og det samme vil deres fødekilder. Men der vil selvfølgelig gå lidt tid, hvis det er et par generationer, stormfloden har slået tilbage, fortæller Jon Kjær Jensen.