Stormflodsramte husejere får ikke medhold i klagesager
60 bolig- og sommerhusejere er ikke berettiget til erstatning, efter at deres huse blev ramt af stormfloden i oktober 2023.
Nu ligger det helt fast fra Naturskaderådets side.
Ejerne af 60 huse uden for det, som rådet betegner som et dige, ved Diernæs Strandby, får ikke erstatning efter den stormflod, der ramte store dele af Syd- og Sønderjylland 20. og 21. oktober sidste år.
Ifølge Naturskaderådet er ejere af huse, der ligger uden for diget, ikke berettiget til at få erstatning. Spørger man sommerhusejerne, findes der dog slet ikke et kystbeskyttelsesdige i området.
- Det er jo helt hen i vejret. Der er jo ingen hernede, der i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at den jordvold der ligger hernede, nu bliver betegnet som et dige, har sommerhusejer ved Diernæs Strandby, Kurt Dittmann, tidligere fortalt TV SYD.
Naturskaderådet har bedt Kystdirektoratet vurdere, om jordvolden ved Diernæs Strand er et dige.
Kystdirektoratet har blandt andet analyseret højdeforholdene i området og har undersøgt hvilke vandstande diget beskytter imod. Konklusionen fra direktoratets side er, at der er etableret oversvømmelsesbeskyttelse i form af et dige, som kan “modstå en relativt høj vandstand”.
Den konklusion har Naturskaderådet lænet sig op ad i deres afgørelse.
Ifølge rådet er det alene afgørende, om diget fungerer som et kystbeskyttelsesdige, hvilket man vurderer, at diget ved Diernæs gør.
Stormflodsordningen
Stormflodsordningen indebærer, at virksomheder og borgere kan få erstatning for skader som følge af stormflod.
Ordningen finansieres via en obligatorisk naturskadeafgift, som alle, der har tegnet en brandforsikring, skal betale.
Ordningen er indrettet, så alle er sikre på at få den erstatning, de er berettiget til.
Naturskaderådet afgør, om der er tale om en stormflod. Det gør det på baggrund af udtalelser fra DMI og Kystdirektoratet.
Hvis der skal kunne erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.
Naturskaderådet er et uafhængigt råd udpeget af erhvervsministeren. Rådet består af en uafhængig formand og syv andre medlemmer. Medlemmerne i rådet repræsenterer forsikringsselskaber, borgere, kommuner og ministerier. Der er desuden tilknyttet fire sagkyndige til rådet, som har særlig viden om kystforhold, vandløb, tørke og skovområder.
Kilde: Naturskaderådets sekretariat