Stork fra Rens spist i Marokko
Storken Springsteen, der kom til verden i Rens i sommer, er fundet død efter sit træk til Marokko.
Det skriver foreningen Storkene.dk på deres facebookside.
Springsteen var en af de to unger, der klækkede i Rens, og blev i løbet af sommeren udstyret med en GPS-sender.
Lørdag morgen har Storkene.dk modtaget billeder fra den marokkanske fugleforening Grepom, der har fundet GPS-senderen og resterne af Springsteen, der ifølge Storkene.dk er blevet spist.
Ifølge foreningen passerede han Gibraltarstrædet i slutningen af august og har siden opholdt sig i et område ved Tensift River nordvestligt for Marrakesh i Marokko.
GPS-senderen bliver nu sendt tilbage til Danmark, så den bruges til næste sæson.