Sjældent indblik i træning af ukrainske soldater – det er noget helt andet, siger dansk chefsergent
Der er normalt adgang forbudt på Forsvarets kurser for ukrainere, men TV 2 fik en sjælden mulighed for at følge træningen af ukrainske redningsfolk.
I et minut er der helt stille.
Det er tidlig morgen i et klasseværelse på Beredskabsskolen i Tinglev, hvor 16 ukrainske brandfolk og deres danske instruktører står med bøjede hoveder og ærer de ukrainske brand- og redningsfolk, der har mistet livet under russiske angreb.
Lidt efter er de alle i gang med at iføre sig hjelme og iltflasker.
- Jeg har så stor respekt for det, de går igennem. Det er jo et helt andet farligt arbejde, de har derhjemme, end vi er vant til her i Tinglev, siger chefsergent Kent Ballhorn.
Han er instruktør for det første hold ukrainere, der bliver trænet i Beredskabsstyrelsen. Og han er klar til endnu en intens dag med træning fra klokken 08 til klokken 20.30.
Ved siden af Kent Ballhorn står Oleksandr Lazarenko, der er brandmajor og til dagligt underviser nye indsatsledere på et universitet i Lviv. Ind imellem bliver han indsat i operativ tjeneste, og om et par uger regner han med at være tæt på fronten ved Kherson i det sydlige Ukraine.
- Vi vil meget gerne have mere teknisk viden om brandslukning. Meget af det udstyr, vi nu bruger, kommer fra Danmark og andre EU-lande. Og vi vil gerne bruge de samme teknikker, som I gør, siger han.
Lazarenko forklarer, at de mangler gode træningsfaciliteter i Ukraine. De mangler også tid til uddannelse, fordi operative redningsopgaver konstant presser sig på efter snart tre år med krig.
Diskretion skal forhindre angreb i Tinglev
Siden Ruslands invasion i 2022 er flere hundrede ukrainske soldater blevet undervist i Danmark. Flere er på vej. Men altid under strenge sikkerhedsforanstaltninger.
For eksempel har ingen danske medier fået adgang til uddannelse af F-16-piloter og flyteknikere på Flyvestation Skrydstrup. Her er der uddannet 73 ukrainere, men indtil videre har kun en enkelt statslig ukrainsk tv-station fået begrænset adgang.
Når det gælder uddannelse af befalingsmænd på Hjemmeværnsskolen i Vestjylland og mineryddere på Skive Kaserne, er der også lukket ned med henvisning til den operative sikkerhed og bekymring for at blive mål for russisk chikane eller sabotage.
Derfor må TV 2 først bringe reportagen fra Beredskabsskolen i Tinglev, efter de ukrainske redningsfolk lørdag forlod Danmark.
- Der kræver et vist sikkerhedsniveau at have kolleger fra Ukraine heroppe, siger chefsergent Kent Ballhorn og tilføjer, at det sker af bekymring for chikane eller angreb rettet mod dansk støtte til Ukraine.
Ligesom på landets kaserner står Forsvarets Efterretningstjeneste for sikkerheden, og i de to uger kurset varer på Beredskabsskolen, er der indsat vagter om natten.
I maj blev der skruet op for trusselsvurderingen mod militære og civile mål i Danmark med tilknytning til støtten til Ukraine. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste udviser Rusland "en større risikovillighed", når det kommer til sabotage.
Uddannelse af ukrainere
Flyvestation Skrydstrup (F-16 kampfly)
Oksbøl Kaserne (Caesar-artilleri)
Hjemmeværnsskolen i Nymindegab (Befalingsmænd)
Skive Kaserne (Minerydning)
Beredskabsskolen (Brand og redning)
Derudover står Forsvaret bag træning i:
Storbritannien (+2000 rekrutter i et værnepligtslignende forløb)
Tyskland (Leopard-1 kampvogne)
Af sikkerhedsmæssige årsager vil Forsvaret ikke oplyse det præcise antal ukrainske soldater, som har modtaget træning og uddannelse.
Mere støtte og mere træning på vej
Under TV 2s besøg øver de ukrainske brandfolk sig i at gå ind i en container med flammer og tyk sort røg. De træner nedkøling af røggasser for at forhindre eksplosionsbrand i et tilrøget rum.
Andre dage bruger de mere avanceret udstyr, og der er teori omkring indsættelse i skarpe situationer og klasseundervisning i kemiske reaktioner.
Men der er på alle måder langt fra undervisningen i Tinglev til redningsindsatser efter russiske angreb i for eksempel Kharkiv i det østlige Ukraine, hvor Artem Ruban er brandmajor.
- Mange gange bliver vi udsat for nye angreb, mens vi er i fuld gang med arbejdet. Jeg har mistet flere af mine kolleger på den måde, siger Artem Ruban.
- Det er selvfølgelig en helt anden verden, de arbejder i. Men jeg tror stadig, de kan lære noget af os. Blandt andet den systematik, vi bruger, siger Kent Ballhorn. Han tilføjer, at formålet med træningen er, at det kommer ud til langt flere end de 16 kursister i Tinglev.
- De står for videreuddannelse i Ukraine, og på den måde håber jeg, at det kan brede sig som ringe i vandet, siger han.
Ukrainerne bliver også trænet i at anvende det dansk donerede udstyr. Udover militært isenkram for over 50 milliarder kroner bliver der sendt stadig mere redningsudstyr til Ukraine. Alt lige fra redningslifte til beskyttelsesdragter, et mobilt hospital, og så er der planlagt yderligere to kurser for ukrainske redningsfolk til næste år.
10.000 støttekroner per dansker
Udover TV 2 fik også Venstres nye beredskabsminister, Torsten Schack Pedersen, mulighed for at se nærmere på træning af ukrainere i Danmark. Og han ser for sig endnu mere dansk ukraine-støtte i fremtiden.
- Vi er i tæt dialog med Ukraine om, hvad der er størst behov for. Og har de behov for mere uddannelse, så skal det selvfølgelig følge med, siger Torsten Schack Pedersen.
Vi er et af de lande, der donerer allermest til Ukraine, er der slet ingen grænser for hvor mange penge, vi skal bruge?
- Jeg er stolt over, at vi i Danmark meget bredt politisk og med stor opbakning fra befolkningen bidrager så meget til Ukraines kamp mod Rusland.
Er der ingen grænser for, hvor meget vi skal give?
- Vi har sat store beløb af, og det kommer til at fortsætte. Vi har en kæmpe interesse i at bidrage til Ukraines kamp mod Rusland, siger Torsten Schack Pedersen.
Indtil videre er der afsat godt 60 milliarder kroner i Ukrainefonden, som primært går til militær støtte. Det svarer til mere end 10.000 kroner per dansker, hvilket bringer Danmark ind på en global førsteplads.
Det sætter brandmajoren fra Kharkiv stor pris på.
- Tak til Danmark. Vi har kæmpe respekt for den støtte, I giver os, siger Artem Ruban.
Han er nu på vej tilbage til redningsarbejdet i Kharkiv, hvor han fortsat bor med sin kone og datter. Sønnen er ved at uddanne sig til ... brandmand.