Politiet sætter ind mod juleindbrud med analyser, men har stadig brug for hjælp
I politiets analyseafdeling arbejder man op mod jul for at forhindre så mange juleindbrud som muligt.
Politiet har i den seneste tid fået fingrene i flere formodede indbrudstyve.
Onsdag blev en 34-årig mand varetægtsfængslet mistænkt for at stå bag flere indbrud i landsdelen, mens to litauiske statsborgere er anholdt og sigtet for en lang række tyverier blandt andet langs den jyske vestkyst. Politiet fandt tyvekoster for omkring 26.000 kroner i deres bil - heriblandt flere kobberkabler.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllandspoliti i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet skyldes det et større analysearbejde - blandt andet hos analyseafdelingen hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg.
- Vi sætter den viden, vi får og indhenter, i system, og det kan i forhold til indbrud eksempelvis resultere i, at vi kan udpege steder, hvor der er sandsynlighed for, at et af de næste indbrud kommer til at foregå, siger vicepolitiinspektør Jan Rasmussen, som er leder af analyseafdelingen i Padborg.
Derudover er vi afhængige af folks øjne og ører ude i lokalsamfundene, og af at de deler deres iagttagelser med os
Jan Rasmussen, vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi
Arbejdet i afdelinger består blandt andet af analyse af adfærdsmønstre. Hvordan de foregår og hvilket køretøj, der bliver brugt.
Har brug for øjne og ører
Analysearbejdet kan dog ikke gøre det alene, ifølge Jan Rasmussen.
- Vi bruger al den viden, vi selv indsamler, og derudover er vi afhængige af folks øjne og ører ude i lokalsamfundene, og af at de deler deres iagttagelser med os. Det giver gode og meget brugbare analyser, som kan forebygge indbrud, når vi samler politiets og borgernes oplysninger, siger han.
Det er vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær, der er i spidsen for den gruppe hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som lige nu arbejder på at opklare og forebygge indbrud.
- Vi fortsætter vores ekstraordinære indsats her op mod jul for at forhindre så mange juleindbrud som muligt”, siger vicepolitiinspektør han.