Operationen gik godt: Gummilisten skal ud ad naturlig vej
Storkeungen er nu kl. 23 på vej hjem til Smedager. Operationen gik godt, selv om gummilisten ikke er kommet ud endnu.
Dyrlæge Bjarne Rasmussen, Hårlev Dyreklinik, er overrasket over, at gummilisten var kommet så langt ned i tarmsystemet, som det var tilfældet.
Derfor valgte han kort inde i operationen at tage røntgenbilleder af storkeungen for at se, hvordan gummilisten lå i maven.
På baggrund af billederne besluttede han, at den bedste mulighed var, at lade gummiet komme ud af den naturlig vej. Derfor er gummilisten ikke blevet fjernet. Alternativet havde været en større og langt farligere operation for storken.
- Storkens muskler og kropsvarme har gjort, at gummiet har bevæget sig gennem kroppen. Hvis det kan komme så langt, så er der også en chance for, at det kan komme helt ud af den naturlige vej. Det krydser vi fingre for. Der er større chance for det, end hvis vi begynder at operere igen, siger Bjarne Rasmussen.
Han gør dog også opmærksom på, at man stadig skal følge storkens adfærd på tæt hold, så man er opmærksom, hvis dens tilstand forværres.
Mogens Lange Pedersen, TV SYDs storkeekspert, overværede operationen, som gik hurtigt.
- Jeg står og holder øje med, om ungen trækker vejret. Det er ikke så tit, vi ser en storkeunge på operationsbordet.
Planen er nu, at storkeungen skal tilbage i reden ved solopgang. Så krydser alle fingre for, at forældrene tager ungen til sig igen. De har fløjet lidt forvildede rundt og stået i den tomme rede.
Opsætningen af storkeungen kan som altid følges på storke-kameraet her på TV SYDs hjemmeside – eller på storkene.dk.