Om kort tid bliver cannabis lovligt i Tyskland – det vækker bekymring
Lidt over middag i dag godkender Tyskland en lov, der godkender personlig brug af cannabis.
Forslaget lægger op til, at voksne over 18 år må besidde op til 25 gram cannabis i det offentlige rum til eget forbrug.
I eget hjem må man have op til tre levende planter og ifølge en lovændring opbevare op til 50 gram cannabis til eget forbrug.
Det vækker bekymring hos sundhedschefen i Aabenraa Kommune.
- Jeg er bekymret for at flere vil kaste sig ud i at ryge og prøve cannabis. Sundhedsadfærden påvirkes af tilgængelighed, så når noget bliver mere til gængeligt vil flere også bruge det, siger sundhedschef Michael Metzsch fra Aabenraa Kommune.
Kommunen forbereder sig
Lovforslaget har været på tegnebrættet længe, og Aabenraa Kommune har derfor allerede lavet tiltag for at forberede sig på den nye lov.
- Vi har allerede holdt temamøde i januar med campus i kommunen, forældrerepræsentanter, lokalpsykiatrien og rusmiddelcenteret, og vi vil informere de unge om cannabis og konsekvenserne af det, siger han.
I Tyskland har både læger og politiske modstandere også kritiseret planerne.
Den første evaluering af blandt andet konsekvenserne for beskyttelsen af børn og unge skal finde sted senest 18 måneder efter, at loven er trådt i kraft.
Loven skal træde i kraft den 1. april i år.