Mere politi på gaden i Aabenraa
I den kommende tid vil der være mere politi på gaden i Aabenraa. Det sker oven på uro og en række voldsepisoder i midtbyen.
Politiet øger indsatsen og samarbejder med Aabenraa Kommune for at skabe tryghed i Aabenraas bymidte
- Vi kan som politi sikre, at personer bliver stillet til ansvar for deres kriminelle handlinger. Samtidig inddrager vi Aabenraa Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning med henblik på at bidrage med at finde permanente løsninger, understreger vicepolitinspektør Henning Marcussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har inden for de seneste fjorten dage sigtet to mænd for vold. En 40-årig mand fra lokalområdet er sigtet for to tilfælde af grov vold. I første tilfælde den 29. september kom en ansat i en forretning i Vestergade til skade. Tre dage senere kom to mænd til skade på Kirkeplads. Manden nægter sig skyldig.
En 44-årig mand, som også stammer fra lokalområdet, er sigtet for vold mod en kvinde den 29. september klokken fem om morgenen på Kystvej. Manden erkender forholdet.
I dag tirsdag har Den mobile Politistation været opstillet på Kirkeplads i Aabenraa for at øge trygheden i byen, oplyser politiet.