Lastbil fuld af studenter stoppede ved sygehus til vigtigt besøg
En af årets mest læste artikler i 2023 er den rørende historie om en studentervogn, der i sommer gjorde holdt foran Sygehus Sønderjylland i Aabenraa for at aflægge et særligt besøg.
De kan høres over det ganske land for tiden. Store lastbiler fyldt med mere eller mindre overrislede studenter, men altid dyttende, båttende og hujende, så de kan høres langvejs fra. Og onsdag standsede en af dem foran Sygehus Sønderjylland.
En efter en sprang de glade huer ud, og til sidst kom Lucas. Han skulle hilse på sin mor, Pia og sin mormor, Lis, der begge er indlagt på sygehuset.
Normalt fortsætter dytteriet og hujeriet, men nu blev der stille.
Lucas' mor har kræft.
I dagens anledning var begge blevet hjulpet ud i solen foran hovedindgangen. Pia i sin rullestol og mormor Lis på egne ben.
- Jeg har virkeligt kæmpet for at være med i sidste uge, da han skulle have huen på og til dimissionen i fredags, men i søndags blev jeg desværre indlagt igen, fortæller Lucas' mor.
Dagsformen svinger, men denne dag skulle hun bare ud for at fejre sin søn, den næstældste af fire børn.
Sygeplejerskerne på Pias afdeling var med til at arrangere det.
- Pia spurgte aftensygeplejersken, om hendes søn måtte komme forbi. Så snakkede vi om det onsdag formiddag, og vi fik at vide, at studenterne ville komme klokken 12, og så fik vi travlt med at få fat i nogle flag og nogle mennesker, fortæller Gitte Bergholdt, sygeplejerske på Kirurgisk Afdeling på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.
Lucas var meget overrasket over de mange patienter og sygeplejersker, der mødte op. Han havde kun regnet med mor og mormor.
Pia var rørt til tårer, det samme var hendes søn, og de var ikke de eneste.
- Vi var alle sammen rørt. Det er jo en særlig lejlighed. Jeg kan selv huske, da jeg blev student, men det her var sådan en blanding af sorg og glæde, fortæller Gitte Bergholdt.
- Jeg synes, det var det helt rigtige at gøre, og Pia blev rigtigt glad for det, fortæller Gitte Bergholdt.
Efter et kvarter drog den brogede skare med de hvide huer videre ud i livet.
(Pia havde det for dårligt til selv at tale med os i dag, og Lucas havde ondt i håret. red)