Kameraer følger patienternes bevægelser på sygestuen døgnet rundt
Ny teknologi skal forhindre, at ældre patienter falder og kommer til skade, mens de er indlagt.
Det lille runde kamera er monteret på loftet over Hanne Nielsens seng.
Men det er ikke noget, hun har lagt mærke til, og hun har heller ikke noget imod, at det registrerer hendes bevægelser på sygestuen.
- Det synes jeg bare er så fint. Hvis man er på sygehuset, kan det jo være, at man er så svag, så man klasker ud af sengen, og så ligger man bare dernede, siger Hanne Nielsen, der er patient på Sygehus Sønderjylland.
En tændstikmand på skærmen
Kameraet indeholder intelligent sensorteknologi og skal holde godt øje med patienterne på afdelingen for ældresygdomme på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.
Her kan patienterne være både forvirrede, svage og sårbare. Derfor er der en større risiko for faldulykker, og det skal kameraerne være med til at forhindre.
- Hvis en patient først er faldet én gang, bliver han eller hun ofte traumatiseret af det. De bliver bange for at rejse sig, og det er ikke godt, siger sygeplejerske Mike Hansen.
Patienterne bliver ikke overvåget med video. I stedet bliver de vist som en tændstikmand på en skærm og på plejepersonalets mobiltelefon.
Hvis der bliver registreret bevægelser eller adfærdsændringer hos en patient, der har en høj risiko for at falde, lyder der en alarm.
- Vi kan indstille systemet til den enkelt patient. Hvis vi ved, det er en patient, der ikke kan gå selv, kan vi nå frem, inden der sker et fald, fortæller Anders Sejrup Christensen, der oversygeplejerske på afdelingen for ældresygdomme.
Fald koster samfundet penge
Faldulykkerne sker især ved ind- og udstigning af sengen eller ved toiletbesøg og kan være med til at forlænge et ophold på sygehuset hos de ældre patienter.
Det koster hvert år mange penge, fordi der efterfølgende er brug for lægebesøg, medicin, ekstra hjemmehjælp, viser en undersøgelse for Sundhedsstyrelsen og SDU.
- Ved et fald kan de let brække en arm eller en hofte. Det forlænger indlæggelsen helt vildt, siger sygeplejerske Mike Hansen.
Kameraerne på afdelingen for ældresygdommen har foreløbig været i funktion i en måned, og resultaterne er gode.
Har givet resultater
Ifølge sygehuset er antallet af fald på afdelingen faldet med 70 procent efter, at den nye teknologi er taget i brug.
I september 2024 blev der registreret 10 fald på afdelingen, mens der i oktober 2024 blev registreret tre fald.
Det skyldes ikke mindst, at personalet når hurtigere frem til patienten, fordi de får en alarm på skærmen eller deres telefon
- Det her har et kæmpe potentiale, og vi kan allerede nu sige, at vi kan hjælpe patienterne bedre, så de undgår at falde, siger oversygeplejerske Anders Sejrup Christensen.
På stue 520 lader Hanne Nielsen sig ikke forstyrre af kameraet i loftet. Det giver hende bare ekstra tryghed og hun føler sig ikke overvåget.
- Det er jo kun en tændstikmand, de kan se. Det er ikke mig, de kan se. Så det tænker jeg overhovedet ikke på, siger hun.
Foreløbig et forsøg
Den intelligente overvågning er et pilotprojekt, der fortsætter frem til december måned.
Det er en del af et større samarbejde med de øvrige sygehuse i regionen, hvor det bliver undersøgt, hvordan ny teknologi kan gøre det mere sikkert at være indlagt, samtidig med at personalet skal bruge mindre tid på at holde øje med patienterne.