- I Tyskland ville jeg få hjertestop af travlhed, siger tysk sygeplejerske i Danmark
5.000 ledige sygeplejerske-stillinger på landsplan får nu Aabenraa Kommune til at foreslå ny uddannelse. UC Syd og kommunen vil tiltrække udenlandske sygeplejersker.
For Nancy Mesch er det at arbejde som sygeplejerske i Danmark fantastisk. Faggrænserne er ikke helt så skarpt trukket op her, som de er syd for grænsen.
- Her får man lov at tænke selv. Vi må også give medicin, og min oplevelse er, at man bliver lyttet mere til som sygeplejerske i Danmark, siger hun, mens hun traver ned ad gangen.
I Danmark mangler man sygeplejersker. Med mere end 5000 ubesatte stillinger på landsplan og 132 alene i Region Syddanmark. Kombinerer man det med, at det for mange tyske sygeplejersker er attraktivt at arbejde i Danmark, har man opskriften på en succes. Det håber man i hvert tilfælde i Aabenraa Kommune.
I Tyskland ville jeg få hjertestop af travlhed.
Nancy Mesch
Derfor foreslår Aabenraa Kommune i samarbejde med UC SYD, at der arbejdes med konkret opkvalificering af udenlandsk arbejdskraft i form af kultur- og sprogundervisning.
For Nancy Mesch er forskellene mellem Danmark og Tyskland som arbejdsplads store. Hun arbejder på et plejecenter i Kruså og har arbejdet på forskellige arbejdspladser i Danmark siden 2008.
- I Tyskland ville jeg få hjertestop af travlhed. Her i Danmark er det nemmere at få en kortere arbejdsuge. I Tyskland er det 37,7 timer om ugen uden den store mulighed for at ændre i det. Her i Danmark kan man ofte få en 30 timers stilling, og det er attraktivt for mange, fortæller Nancy Mesch.
Aabenraa vil tiltrække udenlandsk arbejdskraft
Sygeplejersker som Nancy Mesch er blandt dem, som Aabenraa Kommune håber at kunne tiltrække. Faktisk mener borgmester Jan Riber Jakobsen, Konservative, at der er potentiale til at kunne tiltrække endnu flere udenlandske sygeplejersker. Og gerne fra hele verden.
- Der er en efterspørgsel efter arbejdskraft, som kun bliver større, og dét hul kan udenlandske sygeplejersker være med til at lukke. Vi kigger gerne på initiativer, der kan sikre endnu flere kvalificerede ansatte til vores sundhedsvæsen, siger borgmester i Aabenraa Kommune Jan Riber Jakobsen.
Tyske sygeplejersker har en uddannelse, der matcher den danske. Men når man skuer længere ud i verden, bliver det sværere. Lige nu er udfordringen, at de udenlandske sygeplejersker ikke altid matcher den danske arbejdspladskultur, ligesom flere har en væsentlig udfordring med sproget.
- Og det kan jo passende være her. Vi er porten til Europa, vi har faciliteterne, og vi har ekspertisen, siger Jan Riber Jakobsen, Konservative.
Man har et lignende projekt i gang i Varde Kommune, hvor man gennem det forberende forløb 'Klar til SOSU' vil forberede nogle af kommunens mange østeuropæere til et job i ældreplejen.
Det koster at opkvalificere, men vi er klar
Hvis Aabenraa Kommune og UC Syd skal have held med at tilbyde opkvalificering af udenlandske sygeplejersker, kræver det, at der afsættes penge på finansloven. Det er studiechef på sygeplejerskeuddannelsen på UC Syd, Edel Marie Thomsen, fuldt ud klar over.
- Men hvis ellers det lovmæssige og den øvrige planlægning kan komme hurtigt på plads, så er vi klar til at uddanne udenlandske sygeplejersker i slutningen af 2023, siger Edel Marie Thomsen.