Får og lam er de mest effektive viceværter hos solcelleparker
Solceller giver nye forretningsmuligheder for danske fåreavlere. Får er nemlig gode til at holde græsset nede på markerne, hvor solcellerne står.
2.300 får og lam flyttede i februar ind på Kassø solcelleanlæg sydvest for Rødekro.
Siden har de sørget for at æde bevoksningen under solcellerne, så græs og planter ikke vokser op og skærmer for solen.
Samarbejdet med solcelleanlægget er en win-win. Vi kan producere strøm og drive landbrug på samme tid
Åse Svendsen, fåreavler, Hedelam
- De er simpelthen så fantastiske til at spise alt, og de kan nemt komme ind mellem og under panelerne. De er lidt som den helt store barbermaskine, fortæller fåreavler Åse Svendsen, som har arbejdet med får i 30 år.
- Samarbejdet med solcelleanlægget er en win-win. Vi kan producere strøm og drive landbrug på samme tid, siger hun.
Åse Svendsens fåreavl på Kassø er netop blevet godkendt som landbrug. Fåreavlere kan nemlig søge landbrugsstøtte, selvom de ikke ejer jorden, som fårene græsser på.
- Støtten giver mig en mere stabil indkomst. Det er nemlig mit ansvar at vedligeholde bevoksningen, og i perioder, hvor priserne på lam svinger meget, er støtten afgørende, siger hun.
Flere vælger får
Solcellernes fremmarch i Danmark har åbnet nye forretningsmuligheder for danske fåreavlere som Åse Svendsen.
Hans Jensen er næstformand i Sønderjysk Fåreavl, og han oplever stor efterspørgsel fra solcelleparkerne på får.
- Til at vedligeholde bevoksningen under et solcelleanlæg er får den mest effektive løsning, så det begynder flere at gøre i, fortæller han.
Mere end blot en solcellepark
Faktisk er får blevet standarden hos European Energy, som blandt andet ejer solcelleparken Kassø.
Ud over at vedligeholde de grønne arealer under anlæggene er fårene også med til at styrke biodiversiteten.
- Vi udnytter græsset, da fårene får størstedelen af deres føde derfra, og så leverer de gødning retur, samtidig med at vi opretholder en fri natur, siger Tobias Møller Ruby, der er innovationschef hos European Energy Danmark.