EM i fodbold ændrer på trafikken ved den dansk-tyske grænse
Krydser du grænseovergangen ved Frøslev, bliver din tur anderledes, end den plejer.
I forbindelse med EM i fodbold har Tyskland af sikkerhedshensyn nemlig indført midlertidig grænsekontrol ved alle grænseovergange i Tyskland.
Det betyder, at trafikken ud af Danmark via E45 ved Frøslev deles, så lastbiler skal køre ligeud, mens alle biler og busser skal holde til højre og køre ind over rastepladsen Ellund Vest.
Politiet vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at der er kommet ny skiltning ved Frøslev for at hjælpe trafikanterne med at vælge det rette spor.
Tyskland indførte også midlertidig grænsekontrol i 2017 forud for G20-topmødet, der er en sammenslutning af verdens 20 største økonomier.
Den midlertidige grænsekontrol i denne omgang varer til og med 19. juli.