Efter større redningsaktion: Ung mand anholdt for at affyre nødblus
En nødraket blev lørdag aften affyret over Aabenraa Fjord, men det viste sig, at den kom fra land. Nu er ung mand sigtet for misbrug af faresignal.
Lørdag aften omkring klokken 23 gik en større redningsaktion i gang på Aabenraa Fjord. Der kom meldinger om et nødblus ud over fjorden, hvivlket resulterede i, at en redningshelikopter kom i luften, en ambulance stod klar og beredskabet satte en båd i vandet.
- Det viser sig, at nødraketten er blevet afskudt inde fra land. Vi har nu fået fat i den formastelige, der er en 19-årig mand fra Aabenraa, siger vagtchefen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen, til TV SYD.
Han oplyser desuden, at der ikke går lang tid, før politiet finder ud af, at der ikke er tale om en redningsaktion.
- Men vi har både nået at få en helikopter og en båd afsted, så vi hiver det ikke tilbage, før vi er helt sikre på, at det er sådan, det hænger sammen, siger Bjørn Pedersen.
Den 19-årige mand kan formentlig se frem til en bøde for hændelsen, men bør også være bevidst om, hvor dyrt det er at sætte så meget beredskab i værk, fortæller vagtchefen.
- Det er voldsomt dyrt, det han sætter i værk, bare for at lave sådan en handling. En helikopter kommer i luften, en båd bliver sat i vandet, en ambulance spilder sin tid, og vi sender en patrulje, siger Bjørn Pedersen til Ritzau.
- Det er dyrt for samfundet, når man ikke tænker sig om, tilføjer han.
Aabenraa: Anmeldelse om nødraket over fjorden. Redningshelikopter i luften, beredskab satte båd i vandet og ambulance til stedet. Viste sig at være affyret fra land. 19 årig lokal mand udfundet og sigtet for forholdet. Ikke smart gjort. Vagtchefen. #politidk
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) April 11, 2020