Efter konkurs - En bekymret tidligere VUC-elev mødte op til første skoledag
I dag var første skoledag for de 120 elever, der tilbage i august mistede deres uddannelsesplads på VUC Syd, efter uddannelsesinstitutionen gik konkurs. En af eleverne er Signe Christiansen, der inden skolestart var bekymret for, hvordan hun ville klare uddannelsen i nye omgivelser.
Eleverne gik i dag mandag ind ad døren på IBC, der har overtaget uddannelserne på det konkursramte VUC Syd i Aabenraa, Haderslev og Sønderborg.
En af HF-eleverne, der nu skal i gang med sit andet år er Signe Christiansen, der inden starten i dag var bekymret for, hvordan hun ville klare uddannelsen i nye omgivelser.
- Jeg gik ret meget rundt om skolen, da jeg ankom, for hvor skal jeg en hen? Har jeg mod på at gå ind? Det var rigtigt nervepirrende med et nyt sted, selvom man selvfølgelig kendte nogle af lærerne og ens klassekammerater, så var det meget nyt, fortæller Signe Christiansen.
Omgivelserne ér nye og ukendte. Det samme er mange af ansigterne, og det føles mest af alt som første skoledag tilbage i folkeskolen.
- Hvilken vej skal vi, vi skal den vej, jeg er ny her, smiler Signe Christiansen, mens hun prøver at finde vej på en skole med væsentlig flere elever, end hun er vant til fra det konkursramte VUC Syd.
Lettelse hos lærer
Nyt er det også for de i alt 64 undervisere, der følger med fra de fire VUC-Syd uddannelser. De er dog tyvstartet lidt og begyndte i sidste uge.
- Jeg syntes, det har været rigtig dejligt at blive taget godt imod hernede og at komme ind i nogle rammer, hvor det virker som om, at der er styr på tingene og økonomien. Det er ikke noget, vi har været vant til de sidste mange år, hvor vi på en måde har undervist i en slags spændetrøje på grund af de økonomiske rammer, siger Christian Holst Jespersen, der er lektor og ny underviser på IBC.
Hos IBC har det været nogle travle uger op til skolestart i dag, hvor stort set alle kursister er rykket med fra VUC Syd til IBC.
- Vi havde selvfølgelig en bekymring for, om nogle ville finde på noget andet. Det er der nogle få, der har gjort, men i det store hele, så er dem, der var meldt til, startet. Og der er faktisk også kommet lidt flere i de seneste 14 dage. På trods af al den usikkerhed, der har været, siger direktør ved IBC, Jens Gamauf Madsen.
En god start i nye omgivelser
For 19-årige Signe Christiansen handler det nu om, at alt det nye nu skal blive til hverdag med nye rutiner og nye bekendtskaber. Og i dag kom hun godt fra start.
- Jeg har været imponeret over, hvor godt vi er blevet taget godt imod, og at vi ikke bare sådan er nogle, der skal starte med deres lærer og deres VUC-rutiner. Men at vi bliver budt velkommen til IBC, men at vi bliver budt velkommen til at være en del af i BC. Det har jeg kæmpe respekt for.
Imens langt størstedelen af eleverne er fulgt med over til de nye uddannelsessteder i de tre byer, så mistede 30 af 94 ansatte på VUC Syd deres arbejde. Desuden er undervisningen i Tønder overtaget af Det Blå Gymnasium i byen.