Thyge Thygesen fra Stepping blev som 22-årig indkaldt til den tyske hær i december 1914 og hjemsendt i juli 1918. Han kom til Vestfronten i foråret 1915 og deltog i skyttegravskrigen langs floden Aisne og kortvarigt også i de to store slag ved Verdun og Somme i 1916. På et tidspunkt blev han levende begravet og erklæret død, men 14 dage senere modtog familien hjemme nyheden om, at han stadig var i live.

Den sønderjyske soldat var født den 11. maj 1892 på den fædrende gård i Stepping, hvor han voksede op med sine to lillesøstre, Anne Margrethe Kjestine og Mette Lovise. Forældrene hed Niels og Bodil.

Brød tavsheden

Nogle af fødegårdens marker stødte op til Nørreå, som markerede grænsen mellem Danmark og Tyskland. Det havde derfor været nemt for Thyge Thygesen at flygte til Danmark og dermed undgå soldatertjeneste i den tyske hær. Men han holdt ud i den tyske uniform på grund af sit sønderjyske sindelag og stærke tilknytning til fødehjemmet. Det lå ham meget på sinde at fastholde retten til gården og have mulighed for at stemme Sønderjylland tilbage til Danmark, når den tid kom.

Efter folkeafstemningen i 1920 blev Thyge Thygesen og hans familie danske statsborgere. To år senere i 1922 giftede han sig med Kjestine Lorentzen, som han fik tre sønner med. Thyge Thygesen talte aldrig om sine oplevelser i Første Verdenskrig, men da Anden Verdenskrig var ved at bryde ud, samlede han sine tre sønner. Han brød tavsheden for at “de skulle vide hvad krig var”, som han udtrykte det.

Levende begravet

Selvom Thyge Thygesen overlevede sin tid på Vestfronten, blev han på et tidspunkt erklæret død. Han havde et stærkt venskab med en anden sønderjyde, Marius Iversen fra Oksenvad, og de to blev den 29. september 1916 levende begravet, mens de var i færd med at grave en ny skyttegrav. Fjenden angreb den halvfærdige skyttegrav med granater, og Thyge og Marius måtte graves fri af deres soldaterkammerater. Thyge var helt dækket af jord, mens Marius sad i jord til halsen. Få dage senere skrev Marius hjem til Thyges familie, at deres søn og bror var død af sine kvæstelser. Han havde brækket ryggen og var aldrig kommet til bevidsthed efter episoden.

Hvordan meddelelsen om Thyges død blev modtaget hjemme i Stepping, melder historien ikke noget om. Men 14 dage senere kommer der en kontramelding, som nok har gjort stor lykke på den sønderjyske gård.

Postmesteren i Stepping løb den 16. oktober ned gennem Steppings gader og råbte “Thyge lever, Thyge lever!”

I et brev fra sit lazaret i Bonn skriver Thyge blandt andet:

- I morgen er det lige en Måned siden jeg blev begravet - - det er jo godt at man er sådan ude af det!! Min Skrift er meget dårlig kan I læse den? Jeg seer også dårlig, det flimrer for Øjnene. Jeg er nu ellers meget bedre som i Førstningen og føler da heller ikke de Smærter. Forplejningen og Pasningen er helt gode her.

Thyge Thygesen overvandt aldrig episoden i skyttegraven helt. I 1943 og femten år senere i 1958 gennemgik han hjerteoperationer. 10. august 1958 døde han 66 år gammel.