Oversigt

Naturfredningsforening: Det er en god start

Tilstanden i Vejle Fjord har længe været en af Danmarks Naturfredningsforenings helt store mærkesager.

Derfor blev dagens nyhed om, at Vejle Kommune får 39 millioner kroner til udtagning af landbrugsjord, også modtaget af en glad næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vejle.

- Vi har savnet, at man har lavet nogle tiltag på land, fordi 75 procent af kvælstoffet i det her område kommer fra landbrugsjord. Derfor synes jeg, det er meget positivt, at man er startet her. Det er et skridt på vejen, siger Lars Kromann-Larsen. 

Lars Kromann-Larsen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vejle, håber aftalen kan skabe mere liv i Vejle Fjord.
Lars Kromann-Larsen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vejle, håber aftalen kan skabe mere liv i Vejle Fjord.
Foto: Josephine Maria Møller, TV SYD

Han håber, at det også kan sætte fokus på udledning af kvælstof og vandmiljø i andre kystnære farvande. 

- Det er en god start, og jeg håber, det også kan brede sig til andre områder i kystnære farvande. For det er ikke kun i Vejle, den er gal, siger han.