Lad os lige starte med at få én ting på det rene. 

Jeg er ikke forberedt. På noget. 

Jeg kan løbe tør for toiletpapir, selv når der ikke er en krise. Min kæreste tog sine egne viskestykker og stegepande hjem i min lejlighed, da vi flyttede sammen. For der var aldrig en funktionsdygtig i sigte.

Min hund har også fornøjet tygget sig gennem udkogt ris og rester fra aftensmadens kylling, fordi jeg havde glemt at købe hundemad. Rene underbukser løber jeg også tør for - og en madplan lyder som en rigtig god idé, men det er aldrig noget, der er blevet gennemført i virkeligheden. Batterier, konserveres, plaster, gaffatape og tændstikker er heller ikke noget, jeg har på lager. 

Så jeg er ikke forberedt. Eller er jeg?

Det er det store spørgsmål, jeg prøver at blive klog på. Hvor meget kræver det egentlig at blive kriseberedt. Og hvor længe kan jeg klare mig, hvis krisen kommer? 

Fra fornægter til forberedt 

I marts 2020 blev der solgt 54 procent mere toiletpapir end normalt. Det viste en analyse over forbrugstendenser fra 2020, som Coop stod bag. Jeg husker, at jeg sad derhjemme og så folk fylde deres vogne op med toiletpapir i store mængder og tænkte 'idioter', da hele landet lukkede ned om ørerne på os.

Men det at være kriseberedt er nu flyttet ind på helt almindelige villaveje. Borgerberedskabet, som afholder kurser i at blive kriseberedt, har oplevet en massivt, voksende interesse. Fra 2022 til 2023 er antallet af afholdte kurser gået fra 12 til 205, oplyser Borgerberedskabet.

Det er en stigning på 775 procent. 

Helt basalt handler det om at gøre almindelige borgere i stand til at holde sig selv i live i tre døgn. Og hvorfor tre døgn? Fordi man antager, at langt de fleste kriser vil være løst inden for tre døgn, eller at samfundet i løbet af den tid vil have sikret alternative vand- og strømkilder. 

Derfor har jeg inviteret Bent Kristensen fra Borgerberedskabet hjem til mig. Han stikker mig en liste med det, jeg burde have i mit hjem lige nu til at klare sig i de magiske tre døgn. 

Jeg begynder at strege ud fra listen. 

Ikke de ting jeg ejer - men dem, jeg ikke har. 

- Hvis vi ser bort fra, at du absolut intet vand har, og at du ikke skal komme for slemt til skade i de tre døgn, så er det ikke helt slemt, siger Bent. 

Den endelige dom på mine overlevelsesevner venter vi lige lidt med. 

På jagt i villakvarteret 

For egentlig havde min redaktør en idé om, at jeg skulle køre ægte Alene-i-vildmarken-stil og kokkerere et måltid uden strøm og vand. Jeg tror, at hun håbede på (mens jeg frygtede) scenariet, hvor jeg skulle ud og fælde træer i haven, lave mit eget bål og kigge sultent på naboens hund og tænke: MAD. 

Derfor slukker vi for strømmen og lukker for vandet. 

Hvad nu, tænker jeg og kigger på Bent. Han går straks mød køleskabet og griber fat i døren. 

For det er særligt vigtigt først at få spist nogle at de madvarer, der kræver køl, når strømmen er gået, får jeg fortalt. Og jeg tænker straks noget i retningen af: Shit. 

For jeg ved, hvilket sammensurium af mad, der befinder sig derinde.

I mit køleskab er der:

• 2 kakaomælk med protein
• En liter skummetmælk plus en bundsjat
• 400 gram skyr
• Omkring 30 æg
• Lidt slatne grøntsager 
• En bakke sød kartoffel
• En vandkaraffel (uden vand i?!) 
• 2 øl (Blanc og en Carlsberg pils)
• Ublandet hyldeblomstsaftevand 
• Plus en variation af dressinger
  
  Og så er der ellers den tørre buffet af kilovis proteinpulver, havregryn, hvedemel, en pakke fladbrød, pitabrød og en enkelt dåse tun i mine skabe. 

Inden jeg lukkede Bent ind i mit hjem, var jeg ellers overbevist om, at jeg kunne leve længe på proteinshakes. Flydende tiramisu og chokoladekage lyder ellers som en meget god måde at klare en krise. 

- Men uden væske så dur det jo ikke til meget, siger Bent. 

Cisterne-shake

Jeg har dog selv læst lidt op på lektien, og hvis man ikke har anskaffet sig vand før krisen rammer, så burde der være fem-seks liter drikkebart vand i cisternen på toilettet. Proteinshaken er reddet. 

- Det er teoretisk set en mulighed, men det er en absolut nødløsning, siger Bent. Han smiler hurtigt. 

Det er først da jeg er ved at lirke låget af cisternen, det går op for mig, hvor idiotisk et projekt, det er. Det er snasket og ligner et sted, der ikke har set en ren klud i længe. I hjørnerne har der samlet sig gult, udefinerbart snavs. Men der er vand. 

Jeg presser et glas ned i cisternen og smager.

- Det hverken smager eller dufter af tisvand, siger jeg begejstret. 

Inden jeg stod med hovedet i kummen - så og sige - var min tanke ellers, at min hund med sin helt egen mad- og vandskål havde de bedste overlevelseschancer. 

For jeg har engang set nogle af de helt hårdnakkede fitnesstyper med pulserende vener forklare, hvor proteinrigt hundemad er. Jeg har for ikke så lang tid siden købt en syv kilo sæk med tørkost. 

Mit blik falder over på hundeskålen, men inden jeg når at sige noget meget dumt, stopper Bent mig.

- Du kan lave nogle fine måltider med den lille smule mælk og kakao, du har. Det er nok ikke den store gourmet, men du vil kunne holde dig mæt med havregryn eller ved at tygge dig gennem det brød, du har liggende, siger Bent.

- Jeg er slet ikke bekymret for, at du skal dø af sult. Det bliver ikke de mest spændende tre døgn, men sådan er det. 

- Vand er derimod et kæmpe stort problem, siger Bent og fortsætter. 

- Cisternen kan holde dig kørende, men altså...

En god huskeregel er, at man kan klare sig tre døgn uden vand og tre uger uden mad, får jeg så af vide, inden vi tager turen videre rundt i huset og leder efter ting, der kan holder mig i live, hvis krisen skulle komme. 

'Mistet forbindelse'

Det at slukke sulten og tørsten er én ting. Men det er essentielt at kunne få informationer fra myndighederne, hvis strømmen går. Derfor er en radio vigtig. Meget vigtig. 

Jeg er den generation, der aldrig har ejet en radio. Den bor i min telefon sammen med en forbindelse til resten af verden. 

- Men når strømmen er væk, så er internettet også. Så hvordan vil du vide, hvad der sker omkring dig, og hvad status er på krisen?, spørger Bent. 

Jeg antager, at det er et retorisk spørgsmål, og jeg får ikke rigtigt svaret ham. Min første tanke er, at jeg håber, vores søde naboer, Tim og Linda, har en radio, vi må lytte med på. 

Den endelige dom

Jeg har ellers altid set mig selv som kaffekops-citatet over dem alle. 

Nogenlunde 'strong and independent'.

Men hvis ikke der er en stabil internetforbindelse eller rindende vand, så er mine evner ikke meget bevendt. Egentligt føler jeg mig ret uduelig og frygter lidt for, at jeg skal have en form for voksenskældud af Bent efter han har gennemgået mit hus. 

For når vi snakker om prepping - at være beredt eller forberedt, så og sige - ja, så føler jeg mig mindre og mindre sikker i min sag. Vi lever ret meget fra dag til dag, fordi vi kan. Fordi supermarkedet 'altid' har åbent, Wolt-bude eksisterer og hvis der er noget galt med vandhanen, så googler vi det lige. (Eller ringer til far).

Jeg har samlet alt det, jeg har på listen, som Bent har givet mig. Det ser ret sølle ud som det ligger der på spisebordet, hvis du spørger mig. Men jeg er ikke eksperten - det er Bent.

Jeg beder ham om at give mig en karakter på en skala fra 1 til 10 over, hvor forberedt jeg er på at kunne klare mig i tre dage.

- 7 ud af 10, siger Bent og kigger på mig.

- Det mener du virkelig? Det havde jeg ikke regnet med alligevel, siger jeg. 

For selvom mine kollegaer kunne se det sjove i, at jeg skulle til lave et bål og på jagt i villakvarteret med bue og pil efter en god frokost, så var løsningen lige foran mig. Tørt brød og havregryn med en lille sjat mælk. 

Derfor giver Bent mig altså karakteren 7.

- Du ville hurtigt blive meget velforberedt, hvis bare du sørgede for at have lidt vand derhjemme, måske en god radio og lidt førstehjælp. Men du ville sagens kunne holde dig varm og mæt i tre døgn med det, der er i dit hjem, siger Bent.

Tyg lige lidt over den. 

Hvor forberedt føler du dig nu?