Pinsemorgen: 54-årig sov i seng midt i lyskryds

En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi fandt tidligt søndag morgen en mand sovende i en seng midt vejkryds midt i Esbjerg.

Det var ikke for at se pinsesolen danse - men utilfredshed med nabo, der tidligt søndag morgen fik en 54-årig mand til at flytte sin seng ned på gaden og sove midt i lyskrydset Gl. Vardevej/Grådybet i Esbjerg.

Politiet reagerede på en anmeldelse klokken 04.41 om, at en mand lå og sov i en seng i krydset.

- Som man kan se på vores foto, så har den 54-årige bogstaveligt talt søgt helle i lyskrydset. Han forklarede, at  han var træt af sin nabo, og havde taget sengen med ud. Vores patrulje bad manden om at flytte sin seng indenfor igen og sove videre - og det gjorde han, fortæller vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Ifølge DMI gik solen søndag morgen op i Esbjerg klokken 04.54, så den 54-årige mand kunne altså lige nå at få et glimt af morgensolen, mens han flyttede sin seng tilbage indendørs.