Flybrand: Pilot kørt på sygehus med forbrændinger i ansigtet

En pilot blev ved middagstid fragtet til Horsens sygehus med forbrændinger i ansigtet efter en hård nødlanding på Brædstrup Flyveplads.

Da en 42-årig mand tidligere i dag ville tage sig en flyvetur fra Brædstrup flyveplads mærkede han hurtigt, at noget var galt.

- Han når kun lige at komme op, så mærker han at flyet krænger, og forsøger med det samme at nødlande flyet, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Stig Simonsen til TV SYD.

quote

- Han når kun lige at komme op, så mærker han, at flyet krænger, og forsøger med det samme at nødlande flyet.

Stig Simonsen, Vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Men landingen var hårdere end forventet, og ifølge opsynsmand på Brædstrup Flyveplads Ebbe Lohman røg landingsstellet op i brændstoftanken, og der gik ild i flyet.

- Det kurrer hen ad græsset, og så går der ild i det, fortæller vagtchef, Stig Simonsen.

Piloten fik brandsår i ansigtet og er fragtet til sygehuset i Horsens.

Der gik ild i det lille topersoners fly efter en hård nødlanding.
Der gik ild i det lille topersoners fly efter en hård nødlanding.
Foto: Pressemedie.dk

Ebbe Lohman, der både er opsynsmand på flyvepladsen i Brædstrup og kasserer i Brædstrup Flyveklub, har været på pladsen i løbet af eftermiddagen. Han husker ikke, at der har været lignende ulykker i klubben før.

- Det er så vidt jeg ved første gang, at vi har oplevet, at nogen er kommet til skade, fortæller Ebbe Lohman til TV SYD.

Om det lille fly, der gik i brand fortæller han, at det er et lille topersoners RV8 fly, der tilhører selvbyggerklassen Experimental.

Hvorfor flyet fik motorproblemer ved starten ved politiet endnu ikke.

-Havarikommissionen har været på pladsen i dag, og de undersøger sagen nu, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Stig Simonsen.